Vejledninger og faktaark

Indholdsfortegnelse

Udskriv denne side
Print kapitel

Indledning

Nærværende vejledning er baseret på Sundhedsstyrelsens retningslinjer for fosterdiagnostik fra september 2004 og er en sammenfatning af de oplysninger, den praktiserende læge har brug for i forbindelse med rådgivningen om fosterdiagnostik til den gravide kvinde/parret.

Retningslinjerne lægger vægt på, at patientrettighedsloven fra 1998 giver den gravide kvinde ret til såvel at modtage som at frabede sig information. Retningslinjerne stiller store krav til informationen, som er grundlæggende for kvindens tilvalg eller fravalg af de fosterdiagnostiske tilbud. Det understreges, at undersøgelserne ikke er en fosterdiagnostisk screening af den gravide, men et fosterdiagnostisk tilbud til den gravide.

Det ligger uden for denne vejlednings rammer at diskutere de overordnede principper for at foretage screening eller de etiske aspekter ved at lede efter fostre med specielle sygdomme.

I Sundhedsstyrelsens retningslinjer er informationen delt op i en basal og en udvidet del. Den basale information gives af den praktiserende læge ved 1. graviditetsundersøgelse. Hvis kvinden efter denne information ikke mener sig i stand til at tage stilling til de fosterdiagnostiske tilbud, kan hun, hvis hun ønsker det, blive henvist til udvidet information, der i de fleste amter tilbydes via fødestederne.

Hvis en læge ikke føler sig kompetent til at informere kvinden på basalt niveau, må lægen henvise hende til en anden praktiserende læge eller til fødestedet, der kan give hende informationen.

Begrundet i den øgede tid, der skal bruges til information og igangsætning af fosterdiagnostiske undersøgelser og risikovurdering, er der mellem P.L.O. og Amtsrådsforeningen forhandlet en ny takst for 1. graviditetsundersøgelse med virkning fra 1. november 2004.

I denne vejledning er der, i lighed med Sundhedsstyrelsens rapport om fosterdiagnostik og risikovurdering fra 2003, brugt tal fra fødselsårgangen 1998. Tallene kan ændre sig med større fødselsårgange eller med gravides stigende gennemsnitsalder, men procentuelt vil der næppe være store ændringer.

I vejledningen har vi af læsevenlige årsager brugt betegnelsen kvinden eller den gravide vel vidende, at beslutningen om fosterdiagnostiske undersøgelser hyppigst tages af de kommende forældre i fællesskab.