Dansk Selskab for Almen Medicin logoDansk Selskab for Almen Medicin logo
Klinisk vejledning

Publiseret: 2019

Kræftopfølgning i almen praksis

Forord

Almen medicin er et speciale placeret solidt midt imellem naturvidenskabelig og humanistisk faglighed. Vi er bredt uddannet og trænet i diagnostik, behandling og kommunikation. Gennem vores daglige virke opøver vi evnen til at finde og skabe mening i de symptomer og bekymringer, som patienterne kommer med, og støtter dem i de valg, de må tage.

Vejledningen anviser en aktivt opfølgende metode, der også kan bruges til mange andre livstruende tilstande udover kræft.

Den almenmedicinske kræftopfølgning er et eksempel på den kompleksitet, vi kan mestre i vores fag. Mange aspekter skal tages med i overvejelse, og ikke to konsultationer er ens, idet patientens prioriteringer og livsomstændigheder altid skal inddrages. Den professionelle relation mellem lægen og patienten har betydning for, om det lykkes. Det kaldes personcentreret almen medicin.

Det er vores håb, at denne vejledning vil løfte kvaliteten af kræftopfølgningen i almen praksis og inspirere til en styrket personcentreret tilgang. Det giver værdi for patienten, sundhed for pengene og arbejdsglæde for lægen. Men i grunden er det ikke særlig svært:

  • Lyt til fortællingen

  • Brug din viden

  • Læg en individuel plan

  • Prioritér.

Arbejdsgruppen, september 2019