Funktionelle lidelser

Print kapitel

Indledning

Det er normalt at opleve signaler fra kroppen. Vi kalder det sensationer. Symptomer er sensationer, der giver anledning til bekymring for potentiel sygdom. De fleste personer, der henvender sig hos deres praktiserende læge, vil have symptomer. I almen praksis skal man være opmærksom på, at et nyt symptom sjældent kan forklares ud fra en somatisk eller psykisk sygdom, netop fordi sensationer er almindeligt forekommende.

Hvad er funktionelle lidelser?

Definition af funktionelle lidelser
Lidelser hvor individet oplever legemlige symptomer, som påvirker den daglige funktionsevne eller livskvalitet, og hvor symptomerne ikke kan forklares bedre ved en anden veldefineret somatisk eller psykisk sygdom eller lidelser, hvor individet i sygelig grad er bekymret for sit helbred.

Der skelnes mellem lette, moderate og svære funktionelle lidelser.

Svære funktionelle lidelser inddeles yderligere i bodily distress syndrom og helbredsangst.

  • Bodily distress syndrom: Patienten er plaget af legemlige symptomer. Der kan samtidig være en naturlig bekymring for, om symptomerne skyldes en uerkendt legemlig sygdom.
      
  • Helbredsangst: Patienten er plaget af angst for at fejle noget alvorligt. Almindelige sensationer kan forstærke denne angst, men de legemlige symptomer er ikke i sig selv væsentligt generende for patienten.

Funktionelle lidelser udgør et spektrum i sværhedsgrad og hyppighed (se figur 1). Ved de lette tilstande viser symptomerne sig ofte at være forbigående. De moderate tilstande kan være behandlingskrævende og benævnes også bodily distress, idet symptomerne kan ses som udtryk for en belastningstilstand – det være sig fysisk som psykisk. Svære, ofte kroniske tilstande ses kun hos en lille del af patienterne og benævnes svær funktionel lidelse eller bodily distress syndrom. Endelig skelner man mellem forskellige grader af sygdomsbekymring. I lette tilfælde ses bekymring for sygdom, som fortager sig efter almindelig vurdering og information. I svære tilfælde har bekymringen udviklet sig til egentlig helbredsangst1.

Figur 1.


Det er hensigtsmæssigt at lave en vis afgrænsning mellem de forskellige tilstande i spektret. Forbigående symptomer og lette til moderate funktionelle lidelser samt almindelig sygdomsbekymring har ikke væsentlig indflydelse på patientens funktionsevne eller velbefindende, hvorimod patienter med svære funktionelle lidelser i form af bodily distress syndrom eller helbredsangst vil være væsentligt påvirkede af henholdsvis legemlige symptomer og angst.

Det er vigtigt at forstå, at patienter med funktionelle lidelser ikke bevidst fremkalder symptomerne – til forskel fra simulanter. Patienterne oplever og plages af symptomer og/eller bekymring.

Hvad hedder patientens lidelse?

I de tilfælde, hvor symptomerne er forbigående, og patienten udtrykker almindelig sygdomsbekymring, anvendes sjældent diagnoser fra det funktionelle spektrum. I stedet betegnes symptomerne typisk det, de er. I ICPC (International Classification of Primary Care) klassificeres disse tilstande med symptomdiagnoser som fx N01 Hovedpine eller N27 Frygt for neurologisk sygdom. Det samme vil gælde nogle tilfælde af lette og moderate funktionelle lidelser.

I svære tilfælde, hvor patientens funktionsevne er væsentligt påvirket, er det derimod gavnligt både for patienten og for de involverede behandlere, at sygdommen får et specifikt navn. Man kan bruge betegnelsen funktionel lidelse. Hvis symptomerne dominerer, kaldes sygdommen også bodily distress syndrom eller kropslig stresstilstand. Hvis angsten dominerer, anvendes betegnelsen helbredsangst. Disse diagnoser klassificeres alle under P75 Somatoform forstyrrelse i ICPC.

Endelig anvendes en række forskellige betegnelser for funktionelle syndromer indenfor de somatiske specialer2. Eksempler herpå er:

  • Neurasteni (P78)
  • Kronisk smertetilstand, Almen/udbredt smerte (A01)
  • Kronisk træthedssyndrom, Myalgic Encephalomyelitis, Postviralt træthedssyndrom (A04)
  • Colon irritabile (D93)
  • Kardialt syndroma X (K74)
  • Fibromyalgia (L18)
  • Kronisk whiplash, Distorsio columnae cervicalis sequelae, Whiplash Associated Disorder, Whiplash syndrom (L83).
 
Eksempler på funktionelle lidelser

Case A: Let-moderat funktionel lidelse
Grete Hansen er 42 år og arbejder som lærer. Hun bor alene med sin søn på 12 år. Grete blev alene for 2 år siden, idet hendes mand døde pludseligt. De sidste 4 måneder er hun kommet i praksis ca. en gang om måneden. Henvendelsesårsagen er ofte symptomer fra bevægeapparatet – især tilbagevendende lænderygsmerter. Fysisk aktivitet afhjælper smerterne. Hun døjer i perioder også med hovedpine, nakkesmerter og lettere svimmelhed. De mange symptomer har gjort, at hun foruden besøgene hos sin egen læge også har opsøgt en privat klinik. Her har hun fået besked om, at hun burde blive opereret. Hun henvender sig nu i praksis for at få en henvisning til en rygoperation.

Case B: Svær funktionel lidelse/bodily distress syndrom
Eva Jensen er 35 år og kommer hyppigt hos sin egen læge. Hun er marketingkoordinator og har været vant til at have mange bolde i luften. Det er hende meget magtpåliggende at have styr på tingene, både på arbejdet og i sit privatliv, hvor hun er mor til to piger på 6 og 4 år. Eva har mange forskellige symptomer fra flere organsystemer: hjertebanken, rygsmerter, hyppig vandladning, svedtendens, åndenød og træthed. Hun har svært ved at forstå, hvorfor man ikke kan finde årsagen til hendes symptomer. Eva har igennem det seneste år haft tiltagende svært ved at varetage sine arbejdsopgaver pga. de mange symptomer og har samtidig følt sig presset og urimeligt behandlet på sit arbejde. Hun er nu langtidssygemeldt.

Case C: Svær funktionel lidelse/helbredsangst
Peter Sørensen er 45 år, arbejder som postbud og har siden ungdommen været meget bekymret for at lide af kræft. Han følger opmærksomt med i diverse sundhedskampagner og henvender sig hyppigt herefter hos lægen. Eksempelvis førte en folder på apoteket om soleksponering og risiko for hudkræft til en del konsultationer, hvor lægen skulle se på forskellige pletter på huden. Han har desuden taget imod et tilbud fra en privat MR-klinik, der tilbyder screening og diagnostik af tarmkræft efter, at en genbo døde af colon cancer for nogle år siden. Senest er han bekymret for prostatakræft efter en aviskampagne, der lod ham forstå, at natlig vandladning, slap stråle og efterdryp kunne være de første tegn på kræft. Han henvender sig nu for at få taget en PSA-test.

Hvad er forklaringen på funktionelle lidelser?

Ætiologien til funktionelle lidelser er multifaktoriel. Man kan således ikke rubricere funktionel lidelse som fysisk eller psykisk. Der indgår komponenter fra begge, og den medicinske opdeling imellem krop og sjæl kommer til kort ved disse lidelser.

Man kan inddele ætiologien i:

  1. Personens sårbarhed, som dels kan bunde i biologiske forhold som fx arv, dels i tillært adfærd og erhvervede holdninger.
  2. Udløsende faktorer som fysiske skader, sygdom, sociale og/eller følelsesmæssige problemer og belastninger. Dette kendes fx fra patienter med kronisk piskesmæld, hvor en forstuvet nakke ved et trafikuheld er den udløsende faktor.
  3. Vedligeholdende/forstærkende faktorer. Sundhedsvæsenet og det sociale system spiller en væsentlig rolle både ved at fastholde patienter i en sygerolle og ved at udsætte dem for bivirkninger af (unødige) udredninger og behandlinger. Også familie, venner, arbejdsplads m.fl. indvirker på forløbet.

Forskellige faktorer vil være i spil på forskellige tidspunkter i sygdomsforløbet, og de biologiske, psykologiske og sociale faktorer spiller sammen. I forhold til det biologiske, har man påvist forandringer i såvel hjernefunktion som hjernestruktur ved svære funktionelle lidelser 3;4. Disse forandringer er formentlig både udtryk for en hypersensibilisering overfor stimuli og en dårligere central filtrering af stimuli. Man mener desuden, at symptomproduktionen øges pga. arousal eller fysisk deconditionering. Psykologisk har bl.a. kognitive og adfærdsmæssige forhold som sygdomsforståelse og sygdomsadfærd betydning.

Hvor hyppigt forekommer symptomer og funktionelle lidelser?

Patienter med symptomer ønsker ofte blot en læges vurdering af deres kropslige sensationer og kan som regel fortælle, hvorfor de har fortolket dem som et muligt tegn på sygdom. Hos ca. 70 % af voksne med nyopståede symptomer forsvinder symptomerne spontant.

Mindst 20-30 % af voksne patienter, som henvender sig til egen læge, har angsttilstande, depressioner og/eller funktionelle lidelser. Der er en høj komorbiditet mellem disse lidelser, og oftest præsenterer de sig med legemlige symptomer.

Hos en mindre gruppe patienter, 5-10 % af voksne patienter i praksis, er symptomerne vedvarende, og der kan løbende komme nye symptomer til. Nogle lider primært af bekymring eller egentlig helbredsangst, mens andre overvejende er plaget af deres symptomer, fx kroniske smerter.

Hvad betyder kultur og kontekst?

Symptomer og symptommønstre beskrevet hos patienter med funktionelle lidelser har varieret meget igennem historien, stærkt påvirket af den sociokulturelle kontekst og de diagnoser, der er “oppe i tiden”. Det er derfor usikkert, om funktionelle lidelser er blevet hyppigere med tiden, idet tilsyneladende forskelle i forekomst kan skyldes ændringer i de diagnosebetegnelser, der har været anvendt på forskellige tidspunkter i historien.

Et typisk eksempel er neurasteni og kronisk træthedssyndrom. I slutningen af 1800-tallet var neurasteni en af de hyppigst anvendte diagnoser, hvorimod den stort set ikke forekom i mellemkrigsårene. Med introduktionen af kronisk træthedssyndrom blussede disse tilstande op fra 1980’erne, specielt i England og i USA. Nu er kronisk træthedssyndrom stærkt på retur i USA, men ikke i England, og lidelsen er stort set ukendt i Tyskland. Modsat er kronisk træthedssyndrom i stærk vækst i Norge, hvor man netop har oprettet et videnscenter og en række klinikker for lidelsen.

Diagnoser og symptombilleder er ud over faglige ‘modestrømninger’ påvirket af socioøkonomiske forhold, fx om diagnosen giver mulighed for sygemelding, pension, økonomisk kompensation osv. Også medicinalindustrien har indflydelse, fx via diagnostiske indikationer for medicinske præparater. Endelig har politiske initiativer betydning fx for behandlingsmuligheder.

Kultur og kontekst kan således have betydning for, hvad vi kalder funktionelle lidelser, og hvordan vi opfatter dem, men det skal understreges, at disse lidelser findes på tværs af kulturer verden over.

Er funktionelle lidelser en opgave for almen praksis?

Som ved andre sygdomme har almen praksis flere vigtige opgaver i relation til funktionelle lidelser. Det drejer sig bl.a. om:

  1. Udredning, diagnostik og differentialdiagnostik ved symptomdebut
  2. Behandling af de lette til moderate funktionelle lidelser
  3. Tovholderrollen ved de svære funktionelle lidelser, hvor der er reel risiko for at forvolde skade på patienten, hvis man indleder den ene somatisk fokuserede odysse efter den anden.

Funktionelle lidelser stiller særlige krav til almen praksis. Henvendelser med symptomer er et af de områder, hvor almenmedicineren er ekspert. Der kan være behov for at afklare differentialdiagnoser ved at inddrage andre specialer – men diagnose og behandling og dermed det samlede forløb hviler på almen praksis. Det, at patienterne er plagede af legemlige symptomer, stiller særlige krav om indsigt i somatiske differentialdiagnoser. Problemstillingen er ofte kompleks, og lægen spiller en vigtig rolle, også når andre faggrupper som fx psykologer eller sygeplejersker involveres. Patienter med funktionelle lidelser udfordrer de biomedicinske og mekanistiske sygdomsmodeller, og der er behov for at bringe den bio-psyko-sociale sygdomsmodel i anvendelse – en sygdomsmodel, som almen praksis mestrer.

Patienter med kroniske funktionelle lidelser vil kunne have udbytte af specialiseret behandling som fx kognitiv adfærdsterapi. Desværre findes et reelt behandlingstilbud til disse patienter i øjeblikket kun meget få steder i landet, og almen praksis må derfor ind til videre varetage indsatsen overfor denne gruppe bedst muligt.