Funktionelle lidelser

Print kapitel

Vedligeholdende og forstærkende faktorer

Anbefaling Faktorer hos patienten
B Samtidig psykisk sygdom.
C Sygdomsforståelse og sygdomsadfærd, som medfører hyppig kontakt til sundhedsvæsenet.
D Negative forventninger til forløbet.
Anbefaling Faktorer i sundhedsvæsenet
A Biomedicinsk udredning (udover en fokuseret klinisk undersøgelse) og behandlingsforsøg kan øge sygdomsbekymring og påføre patienten skader.
A Passiv behandling.
Manglende specifikke behandlingstilbud.
Anbefaling Faktorer i omgivelserne og samfundsmæssige forhold
B Regler vedr. sociale ydelser.
Stigmatisering.
Mediernes formidling af sundheds- og sygdomskultur.

 

Hvad medvirker til forværring af patientens tilstand?

Faktorer hos patienten
Hvis patienten har en samtidig psykisk sygdom, som fx angst eller depression, øges risikoen for sygeliggørelse og langvarigt forløb 32-34.

Som anført i det foregående kapitel har patientens sygdomsopfattelse både betydning for forløbet 35;36 og for sygdomsadfærden. Hyppige kontakter til sundhedsvæsenet og forskellige behandlere øger risikoen for iatrogen skade og kan være medvirkende til udvikling af kroniske funktionelle lidelser 37-39.

Derudover har patientens forventninger til forløbet betydning, således at positive forventninger fremmer helbredelse, mens negative forventninger kan medvirke til sygeliggørelse 40-42.

Faktorer i sundhedsvæsenet
En sygdomsdiagnose giver forklaringer og handlemuligheder 43, mens manglende diagnose skaber usikkerhed hos både patient og læge − men selv når diagnosen funktionel lidelse er stillet, henvises patienterne fortsat til uhensigtsmæssige somatiske udrednings- og behandlingsforsøg 44. Der ligger i øvrigt et paradoks i, at usikkerhed skaber behov for flere undersøgelser, som igen skaber mere usikkerhed 45.

Hvis patienten ikke føler sig hørt eller taget alvorligt, ser man typisk en præsentation af flere eller kraftigere symptomer 46, og jo mere fokus der er på symptomer under konsultationen, desto større sandsynlighed er der for, at lægen håndterer problemstillingen ud fra en snæver biomedicinsk vinkel 47.

Nogle læger anvender somatiske undersøgelser for at kunne berolige patienter med negative fund. Somatiske udredninger – udover en almindelig, fokuseret klinisk undersøgelse – og biomedicinske behandlingsforsøg kan imidlertid bidrage til øget sygdomsbekymring 48, især hos patienter med helbredsangst, angst eller depression 33;49. Det er vigtigt at sikre en god formidling om forventede resultater og forløb forud for evt. biomedicinsk udredning 50-52.

Passiv behandling som smertestillende medicin og ‘diagnostiske skinmanøvrer’ kan resultere i flere symptomer med mere bekymring til følge. Fejlagtig rådgivning fra behandlere kan desuden forstærke en evt. indlært undgåelsesadfærd 53.

I nogle tilfælde bliver sygdomsforløbet langstrakt og præget af mistillid. Den tilsyneladende mangel på anerkendelse af symptomerne kan medføre utilfredshed med behandlingen og hyppige lægeskift, som igen medfører flere henvisninger og yderligere risiko for iatrogen skade. Nogle funktionelle lidelser er klart kroniske tilstande, og der savnes her en systematisk og proaktiv opfølgning, frem for at patienterne bliver kastebold mellem forskellige behandlere.

Konsekvenserne af iatrogene skader er anført i kapitlet om komplikationer, side 38.

Hvorfor tilskyndes lægen til at forfølge det biomedicinske?

Lægers frygt for at overse somatisk sygdom er den hyppigste grund til viderehenvisning til udredning og behandling, på trods af at alvorlig sygdom kun sjældent overses i denne patientgruppe (se kapitel om differentialdiagnostik, side 14).

Nogle læger opfatter deres rolle som ’den biomedicinske konsulent’ og føler sig ikke rustet til at tage sig af de psykiske og sociale komponenter af sygdomsbilledet. Fravær af målrettede behandlingstilbud medvirker desuden til en ikke-optimal ad hoc-behandling i almen praksis og somatiske specialafdelinger. Endelig har mange læger en sparsom viden om funktionelle lidelser og mangler erfaring i at diagnosticere og behandle disse lidelser.

Faktorer i omgivelserne og samfundsmæssige forhold
I 2003 indførtes arbejdsevnemetoden i dansk sociallovgivning. Intentionen var, at der skulle fokuseres på ressourcer og funktionsevne frem for begrænsninger ved tildeling af ydelser. Imidlertid viser en nyere undersøgelse, at det stadig forholder sig således, at sygdom og dertil hørende diagnoser er helt afgørende 54. Både patient og læge kan derfor blive ført ind i en adfærd, hvor der søges efter objektive tegn på eller beviser for sygdom 43. Mindre synlige tilstande som fx fibromyalgi kan give anledning til manglende forståelse fra omgivelserne, mistro og stigmatisering 55 (se kapitel om sociale relationer, side 35). På den anden side viser flere studier, at muligheden for at opnå økonomisk kompensation ved sygefravær pga. ryglidelser øger risikoen for langtidssygemelding 56

Der er kulturelle forskelle mht., hvilken forståelsesramme patienternes symptomer sættes ind i. Der er således stor kontrast imellem fx England og Brasilien, idet invaliderende træthed i Brasilien i høj grad opfattes som konsekvens af livsvilkår, mens der i England er behov for en biomedicinsk forklaringsmodel 57.

Også medierne spiller en rolle. Ofte er der fokus på forsinket diagnostik af fx kræft, fejlbehandlinger og potentielle forsikringssager. Der præsenteres unuancerede, katastrofeprægede trusselsbilleder om usynlige påvirkninger af det menneskelige legeme – forurening,stråling, gift i maden osv., som kan påvirke individets sygdomsopfattelse og sætte skub i udvikling af funktionelle lidelser hos prædisponerede individer 58.