Funktionelle lidelser

Print kapitel

Funktionelle lidelser hos ældre patienter

Anbefaling  
B Med alderen ses en stigende forekomst af somatisk sygdom.
Andre vigtige differentialdiagnoser – de 5 D’er:
  • Demens
  • Delir
  • Depression
  • Droger/medicinbivirkninger
  • Druk.
Symptomer kan ofte afhjælpes ved en kombination af psykisk støtte, fysisk aktivitet, sociale foranstaltninger og relevant smertebehandling.
Psykoedukation af pårørende og plejepersonale er vigtig.

 

De fleste undersøgelser af funktionelle lidelser er foretaget på voksne under 65 år. Der er således meget lidt evidens på området.

I litteraturen sættes den nedre grænse for ældre ved 65 år, men den biologiske aldring bliver først markant ved 80-års-alderen. Med alderen forekommer et stigende antal somatiske og psykiske sygdomme 26. Oftest optræder begge komponenter samtidigt, men i vekslende grad. Vurderingen af funktionelle lidelser hos ældre er derved kompliceret. De funktionelle lidelser debuterer som regel allerede i 30-40-års-alderen. Med stigende alder kan symptomerne afbleges, men forekomsten af funktionelle lidelser er formentlig uændret.

Hos ældre er sygdomsymptomatologi ofte atypisk. Fx kan en ældre have pneumoni uden feber, og depression uden iøjnefaldende tristhed, men i stedet med et symptombillede i form af svimmelhed, træthed, modløshed, kvalme, appetitløshed, opkastninger eller afføringsproblemer. Begyndende eller bestående demens kan vanskeliggøre vurdering, udredning og behandling.

Ofte overses eller fejldiagnosticeres psykiske sygdomme hos ældre. Psykosociale problemer som fx tab af ægtefælle kan provokere legemlige og psykiske symptomer eller depression. Bivirkninger af medicin og symptomer ved en række psykiske sygdomme kan fejltolkes som funktionel lidelse.

Hvordan udredes og behandles den ældre patient?

Den praktiserende læge har − med sit kendskab til patienten, de pårørende og sygehistorien − de bedste forudsætninger for at stille en diagnose og tilrettelægge et behandlingsforløb.

Lettere og forbigående legemlige symptomer som reaktion på belastning ses også hyppigt hos ældre og fordrer sjældent behandling. Det kan dreje sig om hovedpine, træthed, inaktivitet eller appetitløshed.

Legemlige symptomer hos ældre bør altid give anledning til en grundig somatisk udredning og behandling. Overvej test for demens, depression og angst (se kapitler om differentialdiagnostik og udredning, side 14 og 17).

Optimeret behandling af smerter med kendt ætiologi kan afhjælpe symptomer. Behandlingen bør være en kombination af psykisk støtte, samtaleterapi, evt. fysioterapi og medikamentel behandling i form af paracetamol, evt. suppleret med antidepressiva eller antiepileptika. NSAID bør undgås til ældre, da der ofte optræder bivirkninger. Undgå også benzodiazepiner, medikamenter med antikolinerg virkning og morfika.

Kognitiv adfærdsterapi kan også lære ældre at forstå og mestre belastende symptomer bedre i form af mere hensigtsmæssige tanke- og handlemønstre. Ældre kan på linje med yngre indøve problemløsningsmetoder. Det er vigtigt at overveje inddragelse af pårørende og plejepersonale i dele af behandlingen, fx psykoedukation.

Helbredsangst viser sig hos ældre som overdreven bekymring over at fejle noget fysisk. Tanker om alvorlig sygdom og død kan køre i ring og give en permanent tilstand af bekymring. I alvorlige tilfælde kan der være tale om egentlige vrangforestillinger. Behandlingen følger principper beskrevet i kapitel om behandling og visitation, side 25.