Kronisk systolisk hjerteinsufficiens

Print kapitel

Diagnose

Hvordan stilles diagnosen?

AnbefalingUndersøgelser
Anamnese med henblik på NYHA-klassifikation.
DS Objektiv undersøgelse: De kliniske tegn på hjerteinsufficiens inkl. vægt undersøges med henblik på afklaring af væskeretention, undersøgelse for halsvenestase i liggende stilling samt stetoskopi med henblik på fine, fugtige rallelyde (stasekrepitation), arytmier og kardiale mislyde som udtryk for evt. klapsygdom. BT skal måles.
B EKG: Patienter med hjerteinsufficiens har sjældent normalt EKG.
Røntgen af thorax
C Biokemiske analyser: Blodprøver: Na+, K+ og kreatinin. SR/CRP, hæmoglobin, leverfunktionsprøver, TSH, lipider og blodsukker, BNP (brain natriuretic peptide) eller NT-Pro BNP.
B Ekkokardiografi: En reduceret LVEF har prognostisk betydning, især hvis den er reduceret til < 40 %.
A Nuklearkardiologiske metoder: Isotopventrikulografi, PET- og SPECT-scanning kan anvendes til bestemmelse af venstre ventrikels uddrivningsfraktion henholdsvis myokardiets perfusion og glukosemteabolisme25. MR-scanning kan anvendes til bestemmelse af ventriklernes funktion og volumen26.
B Arbejdstest udført som cykeltest med maksimal iltoptagelse eller en 6-minutters gangtest.
Koronararteriografi (KAG) ved mistanke om tilgrundliggende iskæmisk hjertesygdom, hvor revaskulariserende indgreb kan komme på tale. Patienter med hjertesvigt og angina pectoris bør som hovedregel have foretaget KAG.


Diagnosen stilles hurtigst ved tidligt at henvise patienten til et hjertepakkeforløb beskrevet på side 12.