Insulinbehandling

Print kapitel

Generelt om insulinbehandling

Insulintyper

Der findes følgende insulintyper:

  • Human insulin
  • Analog insulin.

For hver af disse findes der:

  • Korttidsvirkende insulin
  • Langtidsvirkende insulin
  • Blandingsinsulin.

Det vil sige i alt 6 forskellige insulintyper.

Disse kan indgå i mange forskellige insulinregimer, hvoraf de 3 nedenfor er de hyppigst anvendte ved T2DM:

  • Blandingsinsulin, der gives til et eller flere måltider, dvs. 1-3 gange i døgnet
  • Basal insulinbehandling – dvs. langtidsvirkende insulin, der gives 1-2 gange i døgnet
  • Basal/bolus insulinbehandling – dvs. langtidsvirkende insulin 1-2 gange i døgnet
    + hurtigtvirkende insulin til et eller flere måltider – i alt 3-5 injektioner per døgn.

Hvilken insulintype og hvilket insulinregime skal vælges?

Det er ikke muligt at give nogen evidensbaseret vejledning i, hvilken insulintype og hvilket insulinregime der skal vælges. Der foreligger dog god evidens for, at det hos et flertal af patienter med type 2-diabetes, som gennem længere tid har været i insulinbehandling, er nødvendigt at inddrage hurtigtvirkende insulin i behandlingsalgoritmen – enten som blandingsinsulin og/eller som måltidsinsulin – hvis behandlingsmålet skal opnås eller vedligeholdes.

I det følgende er oplistet nogle anvisninger på valg af insulinregime og titreringsalgoritmer, der i langt de fleste tilfælde kan håndteres i almen praksis.

Der er klare forskelle på de forskellige insulintyper, både hvad angår farmakokinetik og farmakodynamik. Det gælder for human insulin såvel som for insulinanalogerne.

Det er ikke muligt at pege på én insulintype eller ét insulinregime som værende det bedste til alle patienter – blandt andet på grund af den meget store variation i fænotype for patienter med type 2-diabetes. Som udgangspunkt kan flertallet af patienter behandles med det relativt billige humane insulin, mens de relativt dyre insulinanaloger kan forbeholdes udvalgte patienter.

De forskellige virkningskarakteristika for de forskellige insulin- og insulinanalog-præparater gør imidlertid, at man med fordel kan skræddersy behandlingen til den enkelte patient, hvilket oftest foregår ud fra trial and error-princippet. Det er derfor en fordel at kende til flere insulinregimer og have adgang til flere insulin og insulinanalog præparater.

Det er imidlertid vigtigt at gøre sig klart, at insulinanaloger ikke er identiske med humant insulin. Fx udviser nogle af analogerne en stor forskel i deres affinitet til såvel insulinreceptoren som IGF-I-receptoren. Det diskuteres, om disse forskelle spiller en rolle i relation til udvikling af visse cancersygdomme. Dette spørgsmål er dog ikke afklaret på nuværende tidspunkt.