Hypo- og hyperthyreose

Print kapitel

Subklinisk hyperthyreose

Diagnose

Subklinisk hyperthyreose defineres som en tilstand med nedsat TSH og normale thyreoideahormoner, fT4 og/eller fT3 hos en patient uden tydelige klinisk relevante hyperthyreoide symptomer eller tegn. 

Udredning

Hvordan udreder vi patienter med subklinisk hyperthyreose? 

Anbefalingens
styrke
Evidensens
kvalitet
ANBEFALING

 +

Klinisk vurdering herunder:
  • Almentilstand?
  • Struma?
  • Hjertebanken eller atrieflimmer?
  • Risikoen for osteoporose og sammenfald?

Øvrige undersøgelser afhænger af den kliniske vurdering.

Patienter med subklinisk hyperthyreose er oftest asymptomatiske, men tilstanden er forbundet med øget risiko for udvikling af atrieflimren, hjertesvigt, kognitive deficits, øget mortalitet og osteoporose. Risikoen for, at tilstanden udvikler sig til klinisk hyperthyreose, er mellem 0,5 og 1 % pr. år [Bahn et al, 2011]. 

Behandling og kontrol

Hvilke patienter med subklinisk hyperthyreose skal henvises til endokrinologisk speciallæge mhp. behandling? 

Anbefalingens
styrke
Evidensens
kvalitet
ANBEFALING

 +

Patienter ≥ 65 år med TSH < 0,1 mIU/L.

 ↑

 +

Patienter < 65 år med TSH < 0,1 mIU/L og risikofaktorer:
  • Hjertesygdom
  • Osteoporose
  • Hyperthyreoide symptomer. 

Behandlingen af disse patienter er omdiskuteret. Det primære formål er at forebygge udviklingen af komplikationer som atrieflimmer og osteoporose. Typisk vil den anbefalede behandling være radioaktivt jod. Efter afsluttet behandling følges patienten initialt med kontrol ved endokrinologisk speciallæge. Når patienten afsluttes til almen praksis fortsættes med årlig statusundersøgelse. 

Ubehandlede patienter følges i almen praksis med TSH-kontrol hver 3. måned, indtil TSH er normal eller den kliniske tilstand er stabil, herefter med en årlig statusundersøgelse. 

Hvad indebærer en årsstatus for patienter med subklinisk hyperthyreose? 

Anbefalingens
styrke
Evidensens
kvalitet
ANBEFALING

 +

Måling af:
  • TSH
  • fT4 og fT3

 ↑

 +

Klinisk vurdering herunder:
  • Almentilstand?
  • Struma?
  • Hjertebanken eller atrieflimmer?
  • Risikoen for osteoporose og sammenfald?

Øvrige undersøgelser afhænger af den kliniske vurdering.