Type 2-diabetes

Print kapitel

Type 2-diabetes - en alvorlig og hyppig sygdom

Type 2-diabetes er en kronisk sygdom, som er karakteriseret ved et forhøjet indhold af glukose i blodet som følge af et misforhold mellem betacellernes insulinproduktion og den perifere insulinfølsomhed. Sygdommen ledsages hyppigt af overvægt, hypertension og dyslipidæmi.

Type 2-diabetes er en hyppigt forekommende sygdom i Danmark. Cirka 240.000 personer har erkendt type 2-diabetes (2). Sygdommen forekommer desuden udiagnosticeret hos yderligere ca. 100.000-200.000 personer (3).

Risikoen for at få type 2-diabetes stiger med alderen (4):

Alder, årForekomst i %
< 40 1
40-60 1-10
> 60 10-15


Den gennemsnitlige alder ved sygdomsdebut er i dag 60-65 år, men gennemsnitsalderen er faldende, og type 2-diabetes vil fremover ses med større hyppighed i yngre aldersgrupper, ikke mindst grundet tiltagende tidlig opsporing. Alderssammensætningen i Danmark ændrer sig i retning af, at der bliver flere ældre mennesker, og alene af denne grund kan der forventes en betydelig øgning i forekomsten af type 2-diabetes i de kommende år. Udviklingen − hvor flere bliver overvægtige og har en fysisk inaktiv livsstil − vil også bidrage til væksten i forekomsten af type 2-diabetes. Livstidsrisikoen for at udvikle type 2-diabetes er ca. 30 % (4).

Flertallet af alle nydiagnosticerede patienter med type 2-diabetes er overvægtige. Hos disse patienter er hyperinsulinæmi og insulinresistens de dominerende faktorer. Patienten fanges i en ond cirkel af øget appetit og accelereret tab af insulinproducerende betaceller. En mindre gruppe af nydiagnosticerede patienter med type 2-diabetes er normalvægtige, og her er en svigtende insulinproduktion – et resultat af betacelletab pga. autoimmunitet – oftest den dominerende faktor. Den genetiske disposition og varierende livsstil, med en for kalorierig kost og et for lavt fysisk aktivitetsniveau, spiller ind hos alle patienter og er blandt de medvirkende årsager til inhomogeniteten i sygdomsbilledet.

Selvom type 2-diabetes umiddelbart kan fremstå som en fredelig klinisk tilstand med ingen eller vage symptomer, er der tale om en sygdom, som medfører en betydelig øget sygelighed og dødelighed. Ældre data har dokumenteret, at mange af patienterne allerede på diagnosetidspunktet har udviklet komplikationer − makrovaskulære i form af hjerte-kar-sygdom og/eller mikrovaskulære fra øjne (retinopati), nyrer (nefropati) eller nerver (neuropati). Hjerte-kar-sygdom er den hyppigste dødsårsag hos disse patienter (op mod 75 %). En betydelig del af patienterne bliver svagtseende (7 %) eller blinde (1,5 %), får dialysekrævende nyresvigt (4-8 %) eller neuropati (25-40 % efter 10 år) med øget risiko for ledsagende fodsår og dermed øget risiko for amputationer (5).

Det findes i dag veldokumenterede behandlingsregimer, som kan forebygge eller udskyde debuten af både makro- og mikrovaskulære komplikationer.