Formålet med opsporingen er at finde patienter med et for stort alkoholforbrug med henblik på at give den rette hjælp.

En ideel forebyggende indsats vil involvere systematisk opsporing af alkoholforbrug ved alle konsultationer med henblik på information og evt. behandling. Det er selvfølgelig ikke realistisk. Redaktionsgruppen foreslår at prioritere opsporingen i de konsultationer, som er nævnt i boksen ‘Spørg til alkoholvaner’.

Der er forskellige redskaber til opsporing af alkoholproblemer, som den praktiserende læge kan anvende.

Den praktiserende læge bør altid tage initiativet og spørge om alkoholforbrug hos patienter, der henvender sig med symptomer, der kan være relateret til alkohol, fx maveproblemer, forhøjet BT, overvægt, træthed, søvnbesvær og seksuelle problemer. Hvis patienten lugter af alkohol, er det oplagt at spørge til alkoholvaner. Der bør også spørges ved henvisning til operation og i forbindelse med graviditet.

Patienter, der henvender sig med skader efter fald og klammeri, bør spørges om alkoholvaner. Tit drejer det sig om unge, hvis drikkemønster således har været indirekte årsag til lægekontakten. Erfaringsmæssigt er unge generelt lydhøre for en samtale om alkohol.

Når man taler med patienten om alkohol, virker det fremmende for kontakt og tillid at almengøre forbrug af alkohol og vise almindelig respekt, uanset at patienten måske har et forbrug, der ligger i den høje ende.

Taler man om alkoholvaner, alkoholforbrug og alkoholproblemer i stedet for at anvende ord som alkoholiker og misbrug, adskiller man person og adfærd. Problemet bruges ikke som definition af det hele menneske. Når alkoholproblemet således betragtes adskilt fra personen, er det lettere for patienten at bede om støtte til at få justeret forbruget. Hvis lægen bruger udtryk som jeg tænker, at … og jeg formoder, i stedet for jeg har mistanke om, er det med til at ‘afkriminalisere’ patientens alkoholforbrug.

Hvis man har en formodning om, at der foreligger et alkoholrelateret problem, er det vigtigt at spørge til dette på en åben og ligeværdig måde. Det kan være en fordel at anvende principperne for den motiverende samtale, se side 46.

Spørg til livsstilen:
Lever du sundt? Lad mig høre lidt om, hvad du spiser? Dyrker du motion? Ryger du? Hvor meget drikker du?

Almengør alkoholforbrug:
Det er ofte sådan, at problemer som dine hænger sammen med livsstilen. Må jeg spørge om dine alkoholvaner?

Spørg til patientens egen vurdering:
Hvordan har du det med alkohol? Har du nogensinde være bekymret over dine alkoholvaner?

Spørg til omgivelsernes udsagn:
Har andre været bekymrede over dit alkoholforbrug?

Hvis samtale om alkohol ikke er en farbar vej til at afdække patientens alkoholforbrug − eller hvis lægen ønsker en mere systematisk metode – kan screening anvendes.

Screening for alkoholproblemer kan være relevant hos patienter med sygdomme, hvor alkohol kan være medvirkende årsag, men hvor lægen ikke kender alkoholforbruget − eller hvor patienten ikke erkender alkoholforbruget som et problem.

Hvis et alkoholproblem derimod er åbenlyst til stede både for lægen og patienten selv, er det ikke nødvendigt at anvende et screeningsinstrument. Lægen kan i så tilfælde gå videre til udredning og vurdering, side 24 og 29.

Formålet med screening for alkoholproblemer er at identificere patienter med øget risiko for alkoholrelaterede tilstande og/eller alkoholafhængighed. Der findes en række validerede screeningsinstrumenter til opsporing af alkoholrelaterede problemer, bl.a. AUDIT, som er udviklet til brug i almen praksis og internationalt valideret med gode resultater for så vidt angår identifikation af storforbrug, skadeligt forbrug og afhængighed af alkohol ^{(3, 10, 11)}. Eventuelt kan man anvende en kortere version bestående af de tre første spørgsmål i AUDIT (AUDIT-C).

Hvis man vil anvende screening for alkoholproblemer, anbefaler redaktionsgruppen AUDIT (A).

The Alcohol Use Disorder Test (AUDIT) er et af de mest udbredte screeningsinstrumenter til at identificere og vurdere alkoholproblemer. Testen er beregnet til selvregistrering, og er oprindeligt udviklet af WHO til brug i primær sundhedstjeneste til identifikation af alkoholproblemer ⁽¹¹⁾.

Spørgeskemaet består af 10 spørgsmål fordelt på 3 grupper:
1. Tre spørgsmål om stort alkoholforbrug
2. Tre spørgsmål om alkoholafhængighed
3. Fire spørgsmål om skadeligt forbrug

Besvarelsen tager cirka 1 minut, og den kan både udføres ved selvudfyldelse eller ved et personligt interview. Metoden har en høj sensitivitet til identifikation af alkoholrelaterede problemer ⁽¹²⁾. AUDIT blev oprindelig udviklet til voksne, men kan også anvendes til unge ⁽¹³⁾. Testen kan anvendes til forskellige etniske grupper og til voksne med psykiatrisk sygdom ⁽¹²⁾. Hos ældre patienter er validiteten af AUDIT ringere, og hos denne gruppe bør man derfor supplere med andre screeningsmetoder for at opnå god validitet.

Hvert spørgsmål scores med 0-4 point, så den samlede score højst kan blive 40. Jo højere score, desto større er sandsynligheden for, at der foreligger et alkoholrelateret problem. Er score 0-7, foreligger der næppe et alkoholproblem, mens en score på 8 eller derover tyder på et alkoholproblem ⁽¹⁴⁾. Grænseværdien på 7 gælder for mænd, mens man for kvinder må anvende en lavere grænse (5 eller 6) ^{(12, 15)}.

En score på 8-15 tyder på et storforbrug, som vil kunne afhjælpes med kort intervention. En score på 16-19 tyder på skadeligt forbrug, som kræver kort intervention og/eller medicinsk behandling ⁽¹¹⁾.
En score på ≥ 20 tyder stærkt på afhængighed, men man kan ikke udelukke afhængighed, selvom score er under denne grænse ^{(11, 12)}. Afhængighed kræver mere intensiv behandling og eventuelt henvisning.

Samtidig med at man vurderer den samlede score, bør man også fokusere på, hvilke specifikke spørgsmål, der scores højt på ⁽¹¹⁾:
Point i spørgsmål 1-3 tyder på et stort alkoholforbrug.
Point i spørgsmål 7-10 tyder på skadeligt forbrug.
Point i spørgsmål 4-6 tyder på afhængighed.

Der foreligger flere undersøgelser af validiteten af screening vha. AUDIT. ^{(12, 15-17)}. En fransk sammenligning af forskellige screeningsmetoder (AUDIT, CAGE, MAST) viste, at AUDIT var bedst til at afdække skadeligt alkoholforbrug (i henhold til DSM’s definition af misbrug) og/eller afhængighed ⁽¹⁵⁾. Et nylig RCT-studie har vist, at alene det at anvende AUDIT kan få patienter til at ændre alkoholvaner ⁽¹⁸⁾.

Der foreligger ikke undersøgelser af validiteten af den danske version af AUDIT, og man kan ikke uden videre overføre resultater fra et land til et andet ⁽¹⁹⁾.

Beich et al ⁽⁶⁾ anvendte systematisk screening (AUDIT) i 39 danske almen praksis. 6.897 patienter blev screenet. 15,8 % havde et risikoforbrug defineret ved en AUDIT score ≥ 8. Alkoholafhængighed defineret ved en AUDIT score > 21 eller et alkoholforbrug > 35 genstande pr. uge blev observeret hos 2 % af de patienter, der blev tilbudt og accepterede tilbuddet om screening. De praktiserende læger fandt, at generel screening af alle patienter var ressourcekrævende, ufleksibel og med mangel på centrering omkring henvendelsesårsag. Lægerne kunne derfor ikke anbefale systematisk screening ⁽²⁰⁾.

Biokemiske markører giver et ‘øjebliksbillede’ og kan sige noget om et nyligt alkoholforbrug, men der er ikke evidens for, at biokemiske markører kan anvendes til at afdække alkoholforbruget over længere tid. Det anbefales derfor ikke at anvende biokemiske markører til screening for alkoholproblemer ^{(A) (21)}. Biokemiske markører kan evt. anvendes til monitorering af behandlingseffekt.

Eksempler på biokemiske markører:
• Alanin-aminotransferase (ASAT)
• Aspartat-aminotransferase (ALAT)
• Gamma-glutamyltransferase (GGT)
• Middel celle volumen (MCV).