Komorbiditet defineres her som en eller flere kroniske sygdomme ud over kræftsygdommen. Patienter i kræftopfølgningsforløb har ofte en anden kronisk sygdom at tage højde for. Komorbiditet forværres ofte under kræftforløb (39) og kan forringe udbyttet af kræftbehandling. Derfor er det vigtigt, at den praktiserende læge fastholder opmærksomheden på andre kroniske sygdomme og kontrollerer disse som vanligt på trods af en nyopstået eller eksisterende kræftdiagnose.