6. Andre kroniske sygdomme - komorbiditet

Komorbiditet defineres her som en eller flere kroniske sygdomme ud over kræftsygdommen. Patienter i kræftopfølgningsforløb har ofte en anden kronisk sygdom at tage højde for. Komorbiditet forværres ofte under kræftforløb (39) og kan forringe udbyttet af kræftbehandling. Derfor er det vigtigt, at den praktiserende læge fastholder opmærksomheden på andre kroniske sygdomme og kontrollerer disse som vanligt på trods af en nyopstået eller eksisterende kræftdiagnose.

• Kræftpatienter har ofte komorbiditet, og risikoen stiger med alderen (40).
• Kræftpatienter har dårligere compliance i forhold til at fastholde kontrol af andre kroniske sygdomme (16).
• Ny komorbiditet opstår ofte som følge af kræftbehandlingen (16).
• Overlevelsen for kræftpatienten forringes med antallet af øvrige kroniske sygdomme (41,42,91)

Der er en del risikofaktorer, som er fælles for kræft og andre sygdomme, og komorbiditet er derfor hyppig hos kræftpatienter. På diagnosetidspunktet for en kræftsygdom, har næsten 40 % af patienterne en komorbid sygdom udover kræftdiagnosen. De hyppigste komorbide sygdomme er hjertesygdom, KOL og diabetes, som tilsammen udgør 23 % (tabel 6.1) (91).

Komorbiditet for 152.224 danskere med en kræftsygdom, diagnosticeret i perioden 2009-2014 (91).

(Kilde: Sundhedsstyrelsen. Vidensopsamling på senfølger efter kræft hos voksne. 2017)

Dette stemmer godt overens med patienternes egne oplysninger (Figur 6.1). I Kræftens Bekæmpelses barometerundersøgelse (13) oplyser 42 % af patienterne således, at de udover kræft havde en anden sygdom i den periode, hvor de blev behandlet for kræft. De hyppigste selvoplyste sygdomme er hjerte-kar-sygdom, lidelser i muskler og led samt diabetes efterfulgt af lungesygdom og psykisk lidelse. Blandt de patienter, som havde en anden sygdom, svarede flere end hver tredje, at der ikke blev taget optimalt hensyn til denne sygdom (13).

Med alderen stiger risikoen for at udvikle kroniske sygdomme (40). Ældre patienter med kræft vil derfor have større sandsynlighed end yngre patienter for at have kroniske sygdomme med behov for opfølgning i almen praksis (f.eks. ved årskontroller) (43).

Personer med komorbiditet vurderer behandlingsforløbet, kontrolforløbet samt afslutningen på sygehus signifikant dårligere end patienter uden komorbiditet. De oplever især problemer, der knytter sig til manglende samarbejde mellem specialer og følelsen af selv at måtte tage ansvaret for behandlingen af den anden sygdom (14). Den praktiserende læge har som patientens gennemgående sundhedsperson en vigtig opgave med at støtte patienten til at følge relevante kontroller for andre kroniske sygdomme.

(Figur: Barnett K et al. Epidemiology of multimorbidity and implications for health care, research, and medical education: a cross-sectional study. Lancet 2012 Jul 7;380(9836):37-43).

Der er stor forskel i kræftoverlevelsen, afhængigt af om patienten har komorbide sygdomme på diagnosetidspunktet. Der er således en ringere overlevelse, i takt med at antallet af komorbide sygdomme stiger (Figur 6.1) (40). Nedenfor ses en kurve for danske patienter med kræft i forhold til deres Charlson komorbiditetsscore (CCI), der viser sammenhængen mellem komorbiditet og overlevelse (Figur 6.2) (91). CCI er baseret på diagnoser registreret ved kontakt til et hospital og inkluderer kroniske sygdomme og sygdommenes alvor.

Figur: Overlevelse i forhold til Charlson komorbiditetsscore (CCI) for danske patienter patienter med kræft (tegnet efter figur i "Vidensopsamling på senfølger efter kræft hos voksne". Sundhedsstyrelsen, 2017).