Mange faktorer har betydning for, hvilken behandling patienten tilbydes. Behandlingen vil ofte blive fastlagt af et team af kirurger, onkologer, patologer og radiologer.

Behandlingen afhænger af følgende:

• Størrelsen af kræftknuden
• Sygdomsstadie (TNM-klassifikation)
• Histologisk gradering/hormonreceptoranalyse
• Patientens generelle helbredstilstand.

Akutte bivirkninger til onkologisk behandling er en specialistopgave, og skal varetages af den behandlende afdeling. Patienter i kemoterapi med temperatur ≥ 38°C bør oftest henvises akut til onkologisk afdeling eller konfereres med afdelingen. 

• Antihormonbehandling anvendes primært til brystkræft, prostatakræft og endometriekræft.
• Hormoner spiller en vigtig rolle i reguleringen af væksten i det normale væv.
• Antihormonbehandling virker ved at hæmme kræftcellernes vækst.
• Omkring 75 % af alle brystkræfttumorer har østrogen- og progesteron-receptorer.
• Antiøstrogenbehandling øger overlevelseschancerne, når den gives adjuverende til brystkræftpatienter med receptorpositive tumorer.
• Tumorvækst hæmmes hos op til 80 % af patienter med prostatakræft.
• Ved metastatisk sygdom kan man hæmme sygdomsprogression og forbedre overlevelsen.

Se mere i Lægehåndbogen på www.sundhed.dk. Søg på Antihormonbehandling 

Ophævelse af hormonproduktion

Fjernelse/hæmning af hormonproducerende kirtler:

• Operation med ooforektomi/orkiektomi
• Strålebehandling af ovarier
• Medicinsk kastration ved administration af gonadotropin-frigørende hormon.

Medicinsk antihormonbehandling

Virkningsmekanisme:

• Hindrer dannelsen af hormon
• Blokerer hormonets virkning på kræftcellen.

Behandling

Brystkræft:

• Aromatasehæmmere (letrozol, anastrazol, exemestan) hæmmer dannelse af østrogen og gives til postmenopausale kvinder.
• Hormonreceptorhæmmere (tamoxifen, fulvestrant) blokerer østrogens virkning på kræftcellerne og gives til præmenopausale kvinder.

Prostatakræft:

• Antiandrogen, GnRH-analoger, GnRH-antagonister.

Hyppige bivirkninger

Brystkræft

• Osteoporose
• Vægtøgning, ændret lipidmetabolisme
• Artralgier, vasomotoriske bivirkninger, hårtab.

Prostatakræft

• Hedeture
• Nedsat libido, erektil dysfunktion
• Gynækomasti
• Ændret lipidmetabolisme
• Osteoporose.

Halvdelen af alle kræftpatienter vil i løbet af deres sygdomsforløb få strålebehandling. Strålebehandling er anvendelse af ioniserende stråling til behandling af kræft.

Virkningen skyldes beskadigelse af cellens DNA.

Målet er at begrænse vækst eller dræbe kræftceller i det bestrålede område, samtidig med at skaden på det omgivende normale væv begrænses mest muligt.

Se mere i Lægehåndbogen på www.sundhed.dk. Søg på Strålebehandling.

• Ekstern strålebehandling: Den hyppigst anvendte behandlingsform, Ioniserende stråler, gives i en accelerator ('strålekanon').
• Brachyterapi: Intern strålebehandling, hvor strålekilden er tæt ved tumor, f.eks. i vagina ved livmoderhalskræft.
• Systemisk behandling: Injektion af radioaktiv substans, som ophobes i det væv, der ønskes bestrålet, f. eks radioiodbehandling ved thyroideakræft.
• Protonbehandling: Protoner har samme celledræbende effekt som røntgenstråler, men pga. deres særlige egenskaber er det muligt at stråle mere specifikt mod en kræftknude uden at ramme det omkringliggende normale væv. Protonterapi er ofte mere skånsom end røntgenbestråling. Tilbydes aktuelt kun til meget udvalgte patienter.

• Behandlingen gives enten med kurativ eller pallierende sigte.
• Strålebehandling gives oftest i flere små doser – fraktioner – for at øge effekten af behandlingen og reducere risiko for senbivirkninger.
• Patienten mærker ikke noget under selve behandlingen.

Bivirkninger afhænger af, hvilket område der bestråles. Det skyldes, at både tumoren og en del af det omkringliggende normale væv vil være inkluderet i strålefeltet. Bivirkninger inddeles i akutte bivirkninger (opstår indenfor de første 90 dage) og senfølger.

Akutte bivirkninger kommer efter 2-5 behandlinger, og bivirkningerne begynder at aftage omkring 2 uger efter afsluttet behandling.

Risiko for bivirkninger og senfølger øges ved høj stråledosis og ved strålebehandling af et stort volumen.

Akutte bivirkninger

Særligt i væv med hurtig celledeling:

• Knoglemarv
• Hud og slimhinder
• GI-kanalen
• Urogenitalt.

Symptomer

• Træthed, anoreksi, kvalme, dyspepsi, opkastning, diaré, dermatit, smerter
• Ved kraniel bestråling: Forværring af neurologiske symptomer og alopeci.

Senfølger

Senfølger afhænger af, hvilket organ der er blevet bestrålet. Risikoen for senfølger øges, jo længere tid efter strålebehandlingen patienten lever.

CNS:

• Hjerne: Reduceret koncentration, hukommelsesbesvær, indlæringsvanskeligheder, øget træthed
• Medulla spinalis: myelopati.

Hjerte:

• Perikardit,kardiomyopati
• Øget risiko for koronarsygdom (arteriosklerose).

OBS: Patienter, som har fået strålebehandling mod venstre bryst/thoraxhalvdel i en ung alder, er særligt udsatte.

Lunge:

• Fibrose og restriktiv lungefunktionsnedsættelse.

Hoved-hals-område:

• Mundtørhed
• Fibrose af hud og slimhinder
• Karies, tandskader.

Gastrointestinalt:

• Stråleskadet tarm/stråleenteritis.

Urogenitalt:

• Inkontinens
• Erektil dysfunktion
• Vaginal stenose
• Blærespasmer.

Hud:

• Pigmentforandringer
• Telangiektasier
• Atrofi/fibrose.

Knogler:

• Osteoporose/øget frakturrisiko.
• Lymfødem

Sekundær kræftsygdom:

• Strålebehandling giver en lille øget risiko for sekundær kræftsygdom.

Cytostatika hæmmer cellevækst ved at lave skade på cellens DNA eller enzymer. Cytostatika virker på celler, som befinder sig i celledeling.

Doseringen er afgørende for effekten af kemoterapi. Det tilstræbes at give den højeste tolerable dosis. Bivirkninger skyldes, at væksten hæmmes for både kræftceller og normale celler.

Den maksimale knoglemarvsdepression (også kaldet nadir) nås 10-12 dage efter kemobehandlingen, og knoglemarven er normalt restitueret efter cirka 3 uger.

Gives enten som adjuverende eller pallierende behandling.

Se mere i Lægehåndbogen på www.sundhed.dk. Søg på Cytostatikabehandling.

• Forudsætning for kemoterapibehandling er, at patientens almentilstand og organfunktion tillader behandling.
• Kemoterapi gives oftest som kombination af flere stoffer for at øge effekten og nedsætte risiko for resistens og toksicitet.
• IV-behandling gives ofte hver 2.-4. uge, og effekten af behandlingen vurderes efter 2-3 behandlinger ('behandlingsserier').

Der skelnes mellem generelle og specifikke bivirkninger. Celler med hyppige celledelinger påvirkes mest af kemoterapi og giver de generelle bivirkninger.

Generelle bivirkninger:

• Kvalme, opkastning
• Knoglemarvspåvirkning
• Diarré/forstoppelse
• Træthed
• Muskel- og ledsmerter
• Alopeci
• Stomatit
• Hudgener.

Specifikke bivirkninger:

– er knyttet til de enkelte typer af cytostatika. Ved disse bivirkninger kan det være nødvendigt at reducere dosis eller stoppe behandlingen:

• Polyneuropati (cisplatin, taxaner, vinkaalkaloid)
• Cystitis (cyclofosfamid)
• Nyretoxicitet (cisplatin, carboplatin)
• Hjerterytmeforstyrrelser (antimetabolitter, gemcitabin, floururacil, methotrexat)
• Kardiomyopati (doxorubicin, epirubicin)
• Lungefibrose (bleomycin)
• Ototoksicitet (cisplatin).

I de seneste år er der kommet en række nye behandlingsmuligheder i form af målrettede biologiske behandlinger til solide tumorer (f.eks. brystkræft, lungekræft, tarmkræft, nyrekræft) og til hæmatologiske kræftformer.

• Mange kræftceller har øget antal vækstfaktorer (GF) eller vækstfaktor-receptorer (GFR), som stimulerer kræftcellernes vækst og celledeling og/eller angiogenese i tumoren.
• Den biologiske behandling kan blokere og regulere GF/GFR og derved hæmme eller kontrollere kræftcellers vækst.

• Kardiovaskulær toxicitet: Hypertension, kardiomyopati, nedsat venstresidig pumpefunktion (LVEF)
• Gastroentestinalt: kvalme, stomatitis, diarré
• Hud: acneiformt udslæt, dermatitis, negleforandringer, palmar/plantar erytrodysæstesi (smertefuld hudrødme på hænder/fødder)
• Træthed
• Muskel- og ledsmerter.

Ved immunterapi styrker man patientens eget immunforsvar til målrettet at bekæmpe kræftceller. Det anvendes til behandling af bl.a. lymfom, leukæmi, nyrekræft og malignt melanom og er under afprøvning til en række andre kræftformer.

Virkningsmekanismer:

• Styrker immunforsvarets evne til at genkende og angribe kræftceller.
• Svækker kræftcellernes evne til at forsvare sig.

Immunterapi kan påvirke kræftcellerne:

• Immunaktiverende stoffer kan stimulere til øget immunaktivitet.
• Antistoffer kan binde sig til kræftcellerne og gøre dem tilgængelige for immunsystemet.
• Antistoffer kan fjerne naturlige blokeringer i immunforsvaret og dermed øge immunaktiviteten.

Kræftvacciner – hvor man forsøger at gøre patientens eget immunforsvar i stand til at genkende kræftceller og dræbe dem – foregår aktuelt på forsøgsbasis.

Cellebaseret immunterapi foregår aktuelt på forsøgsbasis. Det gælder f.eks. T-celleterapi, hvor behandlingen består i at aktivere patientens egne immunceller uden for kroppen og give dem retur til patienten.

Når immunforsvaret stimuleres kraftigt, kan der komme en række bivirkninger, afhængigt af typen af stimulation.

Immunreaktion kan bla. give:

• Kraftige influenzalignende symptomer
• Reaktioner fra f.eks. tarm eller hormonsystemet
• Træthed
• Udslæt.

Behandling med kortikosteroider til patienter i immunterapi kan hæmme effekten af immunterapien og bør derfor kun opstartes i samråd med den behandlende afdeling.

Lægehåndbogen

Den lille onkolog

Kræftens Bekæmpelse.