Kræftopfølgning i almen praksis

Print kapitel

Formål og brug af vejledningen

Formålet med denne vejledning er at sikre bedre helbred og livskvalitet for den voksne patient, som har eller har haft kræft.

Vejledningen indeholder inspiration til brug ved den almenmedicinske opfølgning af patienten. Vejledningen omhandler især to tidspunkter i forløbet: når diagnosen er stillet og ved ophør af aktiv kræftbehandling.

Vejledningen kan læses fortløbende, eller de enkelte afsnit kan læses hver for sig. Kapitlerne om kræftbehandling og senfølger er tænkt som opslagsværk i forbindelse med kræftopfølgningskonsultationer. Der er udarbejdet et plastark med det formål at give et hurtigt overblik over den almenmedicinske kræftopfølgning.

En voksende rolle for almen praksis

I den vestlige verden stiger antallet af patienter med en kræftanamnese. Stigende levealder øger risikoen for at få en eller flere kræftsygdomme, og bedre behandlingsmetoder øger chancen for at overleve udover de første 5 år (1).

Patienter med kræft henvender sig til den praktiserende læge med psykosociale følger, frygt for recidiv, spørgsmål om senfølger og andre kroniske sygdomme, som påvirker og påvirkes af kræftforløbet. Både internationalt og nationalt er der derfor fokus på, at almen praksis i de kommende år får en voksende betydning for disse patienter.

Epidemiologi

I 2016 var der 41.720 nydiagnosticerede kræfttilfælde i Danmark – fraregnet basalcellecarcinom, og 311.494 danskere havde en kræftsygdom i anamnesen (2,3). Hver 3. dansker får kræft inden 75-årsalderen (3).

Figur 1.1 Udviklingen i antallet af danskere, der levede med en kræftsygdom 2007-2017

 


Omkring 85 % af alle kræfttilfælde diagnosticeres ved, at patienten henvender sig til den praktiserende læge (1). En praktiserende læge med 1.600 patienter vil hvert år se 10 nye kræfttilfælde og har knap 90 patienter, der har eller har haft kræft. Det tal vokser stille og roligt (Figur 1.1) og er estimeret til at nå 140 patienter i år 2040 (2). I 2012 var der til sammenligning 90 patienter med diabetes i en praksis med 1.600 patienter og 8 patienter med en ny diabetesdiagnose hvert år (4).

Er der behov for kræftopfølgning i almen praksis?

At få en alvorlig sygdom og gennemgå et behandlingsforløb griber dybt ind i tilværelsen. Der kan være fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle problemer, og mange patienter forbinder særligt en kræftdiagnose med truende død.

Kræftopfølgning har traditionelt været betragtet som en højtspecialiseret sygehusfunktion med fokus på brug af højteknologisk udstyr til opsporing af recidiv. For mange kræftformer har det imidlertid vist sig, at kontroller med faste intervaller i sygehusambulatorier ikke øger kræftoverlevelsen (5), og recidiverne findes hyppigt i almen praksis mellem sygehuskontrollerne (6,7,8). Internationalt er der derfor øget fokus på primærsektorens rolle i kræftforløbene og på en arbejdsdeling, hvor sygehuset varetager den specialiserede behandling og opfølgning af kræftpatienterne, mens den praktiserende læge varetager den almenmedicinske kræftopfølgning (Figur 1.3) (10)

I forlængelse af dette har Sundhedsstyrelsen og regionerne udarbejdet 19 nye kræftopfølgningsprogrammer (9). Disse programmer har resulteret i en aftale om, at der skal foretages opfølgningskontroller i almen praksis for udvalgte patienter med prostatakræft, urinvejs- og blærekræft samt nyrekræft, se kapitel 4.