Unipolar depression

Det er meget vigtigt at afklare, om der foreligger suicidalrisiko. Det kan afdækkes gennem samtale, hvor patienten skal spørges, om der er tanker om død og selvmord. Patienter med depression har ofte manglende livslyst og nærer et ønske om at dø, og mange får tillige selvmordstanker, som de nogle gange skubber til side, bekæmper eller skjuler.

Undersøgelser tyder på, at der hos omkring 60% af alle selvmordsofre retrospektivt kan stilles en depressionsdiagnose. De patienter, som har haft en så svær depression, at de har været indlagt, har en livstidsrisiko for selvmord på omkring 10% [22].

Den praktiserende læge skal ikke være bange for at give patienten selvmordstanker ved at spørge; dem har han i forvejen, og det vil ofte snarere være en lettelse at tale om dem (√).

Man bør forsøge at blive klar over, om patienten har specifi kke planer om selvmord, og hvad der afholder ham fra at gøre alvor af planerne (modforestilling).

En eksakt vurdering af patientens selvmordsrisiko er vanskelig, og ofte er en sådan vurdering behæftet med stor usikkerhed [23]. Risikovurderingen sker gennem en klinisk vurdering, hvor man beskriver, hvilke faktorer, der udover depressionen er forbundet med en statistisk øget risiko for selvmordsadfærd.

De vigtigste risikofaktorer for selvmord er [23]:

• Udskrivelse fra psykiatrisk afdeling inden for de seneste uger

• Tidligere selvmordsforsøg

• Aktuel psykisk lidelse – herunder misbrug

• Nyligt tab af nærtstående person, specielt ved selvmord i familien

• Nydiagnosticeret alvorlig fysisk sygdom

• Enlig civilstand • Detaljerede planer om selvmord

• Alders- og sygdomsbetinget tab af selvhjulpenhed.

I Sundhedsstyrelsens Vurdering og visitation af selvmordstruede, 2007 fi ndes en tjekliste til brug for vurdering af selvmordstruede patienter, se nyttige links s. 37