PPI-præparater er generelt sikre og veltolererede lægemidler. Den væsentligste bivirkning ved PPI-behandling vurderes at være acid rebound hypersecretion, hvor blot få ugers PPI-behandling kan inducere hypergastrinæmi, øget mavesyreproduktion og syrerelaterede symptomer ved forsøg på seponering. Derved risikerer man, at patienten fastholdes i et behov for vedvarende og gentaget syrehæmning.

Der har været rejst mistanke om øget risiko for bl.a. osteoporotiske frakturer og pneumoni blandt PPI-brugere. Det drejer sig dog primært om mindre forøgelse af risici fundet i observationelle studier, hvor en kausal sammenhæng ikke kan demonstreres. Den øgede risiko kan muligvis forklares af andre faktorer (confounding). Blandt andet er det vist, at PPI-brugere har en mere usund livsstil og højere grad af comorbiditet sammenlignet med ikke-PPI-brugere.
 

I forbindelse med seponering af PPI er det vigtigt at gøre patienten opmærksom på, at der kan opstå syrerelaterede symptomer i forbindelse med seponering pga. rebound, uden at det nødvendigvis er udtryk for, at PPI-behandlingen skal genoptages. Her kan forsøges med non-farmakologiske tiltag eller antacida/alginat efter behov. Såfremt PPI-behandling alligevel må genoptages, kan symptomstyret behandling ofte være tilstrækkelig.

Der findes ikke gode seponeringsstudier, der påviser, hvilken algoritme for seponering af PPI der er bedst, men studierne tyder på, at det kan være hensigtsmæssigt, at PPI-behandlingen aftrappes fremfor at ophøre brat for at mindske risikoen for rebound. Hos en patient i behandling med tabl. Pantoprazol 40 mg dagligt kan man f.eks. tilråde pantoprazol 20 mg dagligt i nogle uger og herefter hver anden dag i nogle uger, hvorefter
behandlingen seponeres helt eller overgår til symptomstyret behandling.
 

Da brugen af PPI er så udbredt, vil præparatet ofte forekomme på patienternes medicinliste og kan dermed være et oplagt præparat at have fokus på ved medicingennemgang. Kan der ikke identificeres en klar indikation for fortsat behandling, vil det være relevant at diskutere forsøg på seponering med patienten.

For patienter med klar indikation for fortsat behandling anbefales det at lægge en plan for behandlingen og følge den op undervejs, f.eks. ved en årsstatus af sygdommen/medicinforbruget. Herved kan man sikre compliance og foretage løbende vurdering af fortsat behov for vedvarende behandling og evt. justeringer i behandlingen. Det kan ofte være relevant at individualisere behandlingsplanen i samarbejde med patienten.