Denne rygestopmedicin har været længst tid på markedet. Der foreligger således længst erfaring med disse præparater og en omfattende videnskabelig dokumentation for deres effekt. De kan købes uden recept og har få bivirkninger.
I forhold til succesraten for rygeophør er underdosering et større problem end overdosering.
Nikotinsubstitutionsbehandling fordobler både korttids- og langtids-ophørsraten ved et forbrug større end 10 cigaretter/dag. Frekvensen af vedvarende rygestop efter 12 måneder varierer for nikotinsubstitution mellem 14 og 24 % afhængigt af den anvendte metode, plaster, tyggegummi, inhalator eller nasalspray 58. Nikotinsubstitutionsmidler kan også bruges, hvis man bare vil skære ned på tobaksforbruget eller befinder sig et sted, hvor der ikke må ryges.
Præparaterne anbefales nedtrappet efter 3 måneder.
Nikotinsubstitution tolereres godt af patienter med svær hjerte-kar-sygdom.
Nikotinplaster (15, 10 og 5 mg) er mest enkelt at administrere, idet der afgives en konstant mængde nikotin/time i døgnets vågne timer for at efterligne rygemønstret. Der anbefales aftrapning efter 6 uger til 3 måneder. Der aftrappes med plaster på 10 mg i 2-3 uger og med 5 mg i 2-3 uger. En del får hudirritation, hvorfor plasteret må fjernes. Nikotinplaster kan kombineres med nedenstående præparater. Kombinationsbehandling med plaster og anden nikotinsubstitution har vist sig at øge chancerne for et stop med yderligere 40 % udover den fordobling af chancerne, der opnås ved at bruge et enkelt nikotinprodukt.
Tyggegummi, inhalator, resoribletter og nasalspray giver mulighed for selvtitrering, men kræver instruktion for at undgå forkert anvendelse eller overdosering! Nikotininhalator og -tyggegummi har været anvendt til rygere, der ikke var motiverede for ophør. 10 % ophørte med at ryge, mens 50 % nedsatte det daglige forbrug til under 50 %.
Tyggegummi findes i 4 mg og 2 mg. 4 mg anvendes ved cigaretforbrug over 20 stk. dagligt. Svarende hertil kan der tygges et stykke tyggegummi hver time. Tyggeteknik: Tyg langsomt, og lad tyggegummiet hvile i kindslimhinden indimellem. Cave: Forgiftningssymptomer ved for kraftig tygning.
Inhalator ligner cigaretrygning til forveksling! Tager hurtigt abstinenserne. Den erstatter 'hånd-til-mund ritualet', som mange rygere har svært ved at undvære. Nikotinen optages gennem mundens slimhinder (ikke gennem lungerne). Der anbefales højst 6-12 propper dagligt.
Nikotin-sugetablet er en hurtigtvirkende sugetablet. Tabletten opløser sig af sig selv, mens man stille og roligt flytter den fra den ene side af munden til den anden. Man får mindre nikotin, end når man ryger – men nok til at overvinde rygetrangen. Anvendes med samme frekvens som tyggegummi.
Nikotin-microtab er sukkerfri og så lille, at den ikke ses og næsten ikke mærkes, når den ligger under tungen, hvor den smelter af sig selv.
Nikotin-mundspray dæmper rygetrangen her og nu. 1-2 hurtige pust udløser små doser terapeutisk nikotin, som optages hurtigt gennem slimhinden i munden.
Næsespray er mindst brugt, og er beregnet til stærkt afhængige storrygere, som har brug for at få dæmpet rygetrangen, så det virkelig kan mærkes. Nikotinen optages gennem næseslimhinden, og der må ikke inhaleres. Dosering: et pust i hvert næsebor højst x 6/time, maks. 80 pust dagligt.