Forord

Omkring 90 % af alle antibiotikarecepter ordineres i almen praksis, og ca. 2/3 benyttes til patienter med luftvejsinfektioner. Knap halvdelen af alle patienter, der henvender sig til praktiserende læger pga. symptomer på luftvejsinfektion, får en recept på et antibiotikum. Imidlertid er hovedparten af infektioner i luftvejene forårsaget af virus, og her har antibiotika ingen effekt.

De fleste luftvejsinfektioner er harmløse og selvlimiterende tilstande, som går over efter nogle dage uden antibiotisk behandling. Kun få tilfælde er alvorlige og kræver øjeblikkelig antibiotisk behandling. Frygten for disse få, men alvorlige infektioner, er en af de væsentligste forklaringer på det høje forbrug af antibiotika i almen praksis. I Danmark har vi en årelang tradition for at anvende såkaldte point of care-test – POCT (fx strep A og CRP), og undersøgelser har vist, at det fører til en reduktion i overforbruget af antibiotika.

Indenfor de seneste 10 år er antibiotikaforbruget i Danmark steget med ca. 1/3. Hyppigheden af resistente bakterier er fordoblet, og der er opstået såkaldte pan-resistente bakterier, dvs. bakterier som ikke er følsomme overfor nogen slags antibiotika. Stigende antibiotikaresistens fører til øget dødelighed, forlængede hospitalsophold og øgede  omkostninger. WHO opfatter antibiotikaresistens som en af de største globale trusler mod folkesundheden, og ECDC (European Centre for Disease Prevention and Control) har beregnet, at der i Europa dør omkring 25.000 personer årligt alene som følge af antibiotikaresistens.

Historien har vist, at øget antibiotikaforbrug fører til stigende resistens. Resistensproblemet kan derfor ikke løses ved at fremstille mere potente antibiotika – tværtimod. Hver gang der er kommet et nyt antibiotikum på markedet, er der ikke gået mere end få år, før de første resistente bakterier har vist sig. Et øget forbrug af potente antibiotika vil uundgåeligt føre til flere resistente bakterier.

Grundstenen i indsatsen for at begrænse forekomsten af resistente stammer er en reduktion i antibiotikaforbruget, specielt de bredspektrede typer. I almen praksis er udfordringen at identificere den lille gruppe af patienter, som kan forventes at have gavn af antibiotisk behandling – og undlade at give antibiotika til resten.

I denne vejledning har vi lagt vægt på, hvordan man i almen praksis med størst sikkerhed kan stille en diagnose hos patienter med luftvejsinfektion. En grundig klinisk undersøgelse, evt. suppleret med resultatet af en point of care-test, er ofte tilstrækkeligt grundlag til at tage beslutning om, hvorvidt der skal gives antibiotika eller ej. Er man i tvivl, er det oftest bedre at se tilstanden an end at give en recept på et usikkert grundlag.

Vejledningen indledes med et kapitel om kvalitetssikring af diagnostik og behandling af luftvejsinfektioner. Herefter kommer en beskrivelse af de enkelte infektionssygdomme, og afslutningsvis er der et kapitel om point of care-test. For hvert af de kliniske kapitler har arbejdsgruppen givet forslag til anvendelige kvalitetsindikatorer.
 

God læselyst