Evidensniveau
|
Anbefalings styrke
|
|
|
√
|
Ældre med få kroniske sygdomme samt intakt kognitiv- og funktionel status tilbydes opfølgning og behandling på lige fod med alle andre.
Ældre med stor komorbiditet, svært nedsat funktionsniveau ved basale daglige aktiviteter (fx påklædning, toiletbesøg og spisning) samt ældre med demenssygdom tilbydes individuelt tilrettet opfølgning og behandling.
|
Opfølgning og behandling af ældre mennesker (over 70 år) udgør en særlig udfordring i almen praksis, fordi ældre ofte har betydelig komorbiditet, funktionsnedsættelse og en øget skrøbelighed. Ved den årlige statusundersøgelse fastsættes behandlingsmål, og behov for eventuel seponering af medicin vurderes.
Komorbiditet kan medføre, at mange forskellige læger fra forskellige specialer kan være involveret i behandlingen af patienten. Polyfarmaci øger risikoen for manglende compliance og flere bivirkninger, der kan være svære at adskille fra symptomer, som nogle ældre har i forvejen (fx kvalme, træthed, svimmelhed, faldtendens osv.). Dette kræver, at den praktiserende læge fungerer som den gennemgående læge, der koordinerer behandlingen og – evt. i samarbejde med hjemmeplejen – bevarer overblikket over den ældre patients indtag af medicin.
Vurdering af den optimale behandling hos den enkelte ældre er ofte ganske kompliceret. På den ene side taler epidemiologisk viden for, at netop de ældste patienter opnår den største absolutte risikoreduktion ved farmakologisk behandling. Omvendt må vi erkende, at stort set alle eksisterende forskningsstudier reelt ikke har de ældste patienter med type 2-diabetes med i studiepopulationerne.
Den ældre patients evne til egenomsorg kan være kompromitteret af funktionsnedsættelse og skrøbelighed – fx i form af dårlig gangfunktion, svækkelse af syn, immobilisering, social isolation og øget risiko for depression samt tab af kognitive ressourcer.
Kompromitteret egenomsorg kan øge behovet for hjælp og støtte fra plejepersonale. Det kræver et velfungerende samarbejde mellem almen praksis og den kommunale hjemmepleje.