Mere end 80 % af alle patienter med type 2-diabetes er overvægtige, og lige så mange har hypertension og/eller dyslipidæmi (22). Både vægttab og motion øger insulinfølsomheden, og hos den overvægtige patient med type 2-diabetes vil selv et mindre vægttab på 5-10 % medføre en 80 % reduktion i det intrahepatiske fedt, øge den hepatiske insulinsensitivitet, nedsætte paradoksal hepatisk glukoseproduktion og normalisere fastende plasmaglukose (23).

Motion 3-5 gange om ugen á 30-60 minutters varighed øger den perifere insulinsensitivitet og kan forbedre HbA1c med omkring 8 mmol/mol (11). Kombinationen af moderat vægttab og motion medfører signifikante forbedringer i HbA1c, systolisk og diastolisk blodtryk, triglycerider, HDL og U-albumin/kreatinin ratio (24).

Behandling med livsstilsintervention tager udgangspunkt i patientens livssituation og vil ofte kræve gentagne motiverende samtaler, samt være livslang, hvis den skal være effektiv.

Rygestop prioriteres højt!

Tobak er den vigtigste risikofaktor for hjerte-kar-sygdom blandt personer med type 2-diabetes.

Rygning øger risikoen for hjerte-kar-sygdom, mikroalbuminuri, neuropati og død (25-28). Ved rygeophør nedsættes risikoen for hjerte-kar-sygdom og apopleksi, ligesom rådgivning om rygeophør er omkostningseffektiv (29). Der findes tre typer rygestopmedicin, der er klassificeret som førstevalg til rygestop: nikotinpræparater, bupropion og vareniclin. Med hvert af de tre midler kan man forvente en 1-års rygeophørsrate på ca. 20 % ved optimal behandling (5), se her. 

Man skal for alle stofferne være opmærksom på risikoen for bivirkninger, der i nogle tilfælde kan være betydelige. Den gennemsnitlige vægtøgning ved rygeophør hos patienter med type 2-diabetes udgør ca. 3,6 kg (30). Denne risiko for vægtøgning har vist sig at være en barriere for anbefaling af rygeophør (31), men der er en samlet gevinst trods en eventuel vægtstigning (11)

Fysisk aktivitet forbedrer den glykæmiske regulation og har en positiv indflydelse på de fleste metaboliske delkomponenter.

Fysisk aktivitet forbedrer den glykæmiske regulation ved at øge insulinfølsomheden og glukoseoptagelsen i musklerne. Superviseret aerob- og styrketræning 2 til 3 gange ugentligt skal finde sted i en periode på 6 måneder eller mere, hvis man vil være sikker på en effekt på HbA1c (32).

Effekten af fysisk aktivitet øges, jo mere man udfører og er bedst blandt dem, der som udgangspunkt har været mindst fysisk aktive. Skift fra inaktivitet til 30-60 minutters daglig fysisk aktivitet kan have stor glykæmisk effekt. Der opfordres derfor til fysisk aktivitet i alle aldersgrupper.

Diabetesforeningens patientvejledningen indeholder gode fif til, hvordan patienten kan komme i gang med fysisk aktivitet, se her. 

Vægttab øger insulinfølsomheden og forbedrer både den glykæmiske regulation, dyslipidæmi og hypertension. Effekten er proportionel med vægttabets størrelse.

Overvægt ved type 2-diabetes medfører øget insulinresistens. Både insulinresistens og den glykæmiske regulation kan bedres ved vægttab (33).

Livsstilsændringer, der fører til vægttab, kan være vanskelige at gennemføre, og det er vigtigt, at man sammen med patienten opstiller realistiske mål for vægttabet.

Farmakologisk behandling af overvægt kan medføre et mindre vægttab, men effekten på den glykæmiske regulation er begrænset og forbigående (34, 35).

Kirurgisk behandling (Roux-en-Y gastrisk bypass (RYGB) og Sleeve gastrektomi (SG)) af ekstrem overvægt (BMI > 35 kg/m2) er effektiv. Ved begge indgreb opnås relativt store og blivende vægttab med en gennemsnitlig reduktion på omkring 20-40 % af udgangsvægten, hvilket svarer til et absolut vægttab på omkring 25-50 kg. Ud over et signifikant vægttab er der også fundet en klar forbedring af HbA1c. Langtidsdata (> 5 år) hos patienter, som har gennemgået RYGB, viser dog, at 35-50 % af de patienter, som har haft remission, vil få behov for farmakologisk behandling af deres type 2-diabetes på et senere tidspunkt, men den gennemsnitlige tid i diabetesremission hos disse er 8,3 år (36).