A | Med henblik på at mindske den samlede risiko for at udvikle eller forværre komplikationer, bør den farmakologiske behandling sigte efter at optimere niveauet af:
Risikofaktorernes betydning i forebyggelse af komplikationer har ovennævnte rangorden. |
---|---|
√ | Prioriteringen af behandlingsindsatsen hos den enkelte patient er altid individuelt betinget under hensyntagen til en samlet vurdering af patienten og dennes ønsker. |
√ | Afklaring af, om en patient har hjerte-kar-sygdom (symptomer eller kliniske tegn) og/eller risikofaktoren albuminuri, er vigtig med henblik på valg af behandling og behandlingsintensitet. |
Dansk Endokrinologisk Selskab (DES), DSAM og Institut for Rationel Farmakoterapi (IRF) har i 2011 udgivet fælles nationale anbefalinger om farmakologisk behandling af patienter med type 2-diabetes (57), og nedenstående anbefalinger er i overensstemmelse hermed. De europæiske (EASD) og amerikanske (ADA) diabetesselskaber udsendte i februar 2012 deres fælles bud på tolkning af eksisterende viden (58), som ligeledes er i fuld overensstemmelse med nedenstående anbefalinger. Området er dog i rivende udvikling, og løbende opdatering af anbefalingerne vil derfor være påkrævet. Illustrativt har Dansk Cardiologisk Selskab på deres årsmøde i januar 2012 skærpet behandlingsguidelines for LDL-kolsterol, se side 39. Nyeste version af de fælles nationale anbefalinger fra DES, DSAM og IRF findes på DSAM’s hjemmeside.
Den farmakologiske behandlingsstrategi er generelt, at det er lettere og mere hensigtsmæssigt at udvise rettidig omhu og være proaktiv end at forsøge at revertere dysreguleret diabetes. Denne behandlingsstrategi er ensbetydende med, at flertallet af type 2-diabetes-patienter bør tilbydes en intensiv polyfarmakologisk behandling.
Risikofaktorerne præsenteres i rækkefølgen dyslipidæmi, hypertension, hyperglykæmi og antitrombotisk behandling, som illustrerer deres betydning i forebyggelse af diabetesrelaterede komplikationer. Albuminuri − som nærmere er en markør for karskade end en diabetisk komplikation − er medtaget i dette afsnit, fordi den kræver fokus og handling allerede fra diagnosetidspunktet.
Prioriteringen af behandlingsindsatsen hos den enkelte patient er altid individuelt betinget under hensyntagen til en samlet vurdering af patienten og dennes ønsker.
Det anbefales at tænke på såvel patientens som samfundets økonomi: Indled derfor med det billigste medikament. Generelt vælges det billigste, når to præparater er terapeutisk og bivirkningsmæssigt ens. Nyeste opdaterede viden om anbefalet lægemiddel afhængigt af dokumenteret effekt og pris findes på www.irf.dk.