A |
Synstruende diabetisk retinopati kan opspores ved regelmæssig undersøgelse i form af fundusfotografering hos en øjenlæge. |
B |
Intervallet mellem undersøgelser for diabetisk retinopati er i ukomplicerede tilfælde 2 år. Såfremt der er mistanke om hurtigere progression af forandringerne, vil øjenlægen anbefale hyppigere undersøgelse. |
√ |
Almen praksis bør sikre sig, at kontrollen ved øjenlæge foretages, og at der sker opfølgning på patologiske fund. En forudsætning herfor er en epikrise fra øjenlægen. Hjælp omvendt øjenlægen med opdateret viden om status for behandlingen, fx HbA1c-niveau. |
A |
Progressionen af diabetisk retinopati forhindres effektivt med laserstråler, men genopretter ikke normalt syn. |
A |
Diabetisk retinopati kan forebygges ved optimal glykæmisk regulation. |
Diabetiske øjenkomplikationer, primært i form af diabetisk retinopati, er en af de hyppigste årsager til svagsynethed og blindhed blandt yngre voksne i den vestlige verden. Ud over diabetisk retinopati udvikler patienter med diabetes oftere katarakt og aldersrelateret maculadegeneration end patienter uden diabetes, tillige ofte i en yngre alder.
Diabetisk retinopati er skader på øjets nethinde som følge af forstyrrelser i nethindens perfusionsforhold. De tidlige faser af sygdommen betegnes simplex retinopati og består af mikroaneurysmatiske udvidelser på kapillærnettet samt småblødninger og ekssudatudfældninger som følge af nedbrydning af blod-nethinde-barrieren.
Retinopatien vil hos 5-10 % af patienterne med type 2-diabetes udvikle sig til synstruende diabetisk makulopati og/eller proliferativ diabetisk retinopati. Ved diabetisk makulopati breder forandringerne sig til det skarpe syn i fovea centralis, hvor der udvikles ødem, som har en direkte destruktiv effekt på cellerne i retina. Proliferativ diabetisk retinopati begynder med okklusion af kapillærerne perifert i retina. Iskæmien fører til en lokal produktion af vækstfaktorer, som stimulerer dannelse af nye, men skrøbelige blodkar. Bristninger i de nydannede kar giver blødning i glaslegemet og risiko for nethindeløsning.
De vigtigste risikofaktorer for udvikling af diabetisk retinopati er diabetes varighed, langvarig glykæmisk dysregulation og arteriel hypertension.
Udvikling og progression af diabetisk retinopati kan forebygges ved optimal kontrol af blodsukker og blodtryk (98). En meget aggressiv behandling af hyperglykæmi med hurtigt fald i HbA1c frarådes dog pga. risiko for mikrovaskulære skader på øjnene. Ydermere kan fotokoagulation af tilfælde, som er på vej til at udvikle synstruende forandringer, reducere risikoen for blindhed med op til 90 % (99). Behandling med laserstråler har imidlertid også bivirkninger i form af sløret syn, nedsat adaptationsevne og indsnævret synsfelt. Der arbejdes derfor på udvikling af nye medicinske behandlingstilbud til diabetisk retinopati.
Da de tidlige forandringer ikke mærkes af patienten selv, foregår opsporingen af behandlingskrævende retinopati ved regelmæssig screening hos en øjenlæge.
Kontrollen hos øjenlægen består af fundusfotografering, som er den metode, der er bedst egnet til at opspore de tidligste forandringer, samt til at vurdere ændringer i retinopatigraden fra kontrol til kontrol (5). Patienten henvises til praktiserende øjenlæge på diagnosetidspunktet. Intervallet mellem undersøgelser er i ukomplicerede tilfælde 2 år, mens kontrolintervallet mindskes hos patienter, hvor der er mistanke om progression af øjenforandringerne.
Det er den øjenlæge, der varetager øjenkontrollen, der har ansvaret for at informere patienten om, hvornår der skal foretages opfølgende øjenkontrol. Den praktiserende læge bør medvirke til, at patienterne ikke falder ud af forløbet med regelmæssige øjenkontroller. Den praktiserende læge skal således til hver årskontrol som minimum spørge til, om patienten fortsat er i et forløb. Forløb ved øjenlæge bør resultere i fremsendelse af en epikrise fra øjenlægen. Det er dog desværre ikke alle øjenlæger, der leverer disse. Såfremt patienten medgives henvisning vil kollegiale vedtægter principielt sikre, at man modtager epikrise. Kontakt evt. øjenlægen og bed om epikrise.
Omvendt har øjenlægerne et stort ønske om, at de praktiserende læger bliver bedre til at sende henvisninger med oplysninger om HbA1c-niveau og evt. blodtryksbehandling, da disse oplysninger kan anvendes ved beslutningen om, hvornår øjenlægerne skal se patienten igen.
Se i øvrigt national vejledning fra 2010: Kliniske retningslinjer for diabetisk øjensygdom – retningslinjer for screening, forebyggelse og behandling, www.endocrinology.dk