Vejledninger og FAQtaark

Indholdsfortegnelse

Udskriv denne side
Print kapitel

Fra ord til handling i egen praksis

Denne opdatering af diabetesvejledningen indeholder anbefalinger inden for diagnostik, behandling og forebyggelse. Eksempler på vigtige reviderede anbefalinger:

  1. At atorvastatin kan anvendes som førstevalg til lipidsænkende behandling
  2. At ARB kan anvendes som førstevalg til hypertensionsbehandling
  3. At behandling af hyperglykæmi skal intensiveres inden for 3-6 måneder, når monoterapi ikke er tilstrækkelig
  4. At strategien for behandling af hyperglykæmi er afhængig af, om der er hjerte-kar-sygdom eller ej
  5. At udførelse af monofilament-undersøgelser for perifer neuropati er ændret.

Hvordan nye anbefalinger indarbejdes er op til den enkelte praksis, men for at få omsat en ny vejlednings ord til handling er det vigtigt, at man begynder med at udvælge en enkelt eller nogle få, vigtige anbefalinger at fokusere på. For hver af disse vurderer man, hvordan den nuværende håndtering i praksis adskiller sig fra anbefalingerne. Derudfra kan der så lægges en plan for, hvordan målet kan nås. Denne proces kan overskueliggøres gennem seks enkle spørgsmål:

  1. Hvilke anbefalinger giver den nye vejledning, og hvilke anbefalinger vil vi arbejde med i vores praksis?
  2. Hvordan gør vi i dag?
  3. Hvad vil vi gerne opnå?
  4. Hvordan kan vi vide, om vi følger anbefalingerne?
  5. Hvad kan gøre det svært for os at følge anbefalingerne, og hvad kan vi gøre ved barriererne?
  6. Hvordan sikrer vi os, at vi får gennemført de ændringer, vi ønsker?

For at danne sig et overblik over patientforløb inkl. barrierer og muligheder – og dermed gøre forandringsarbejdet meget konkret – kan det være en fordel at tegne et flowdiagram, der illustrerer, hvilke opgaver der ligger i et typisk patientforløb, samt hvilke aktører der er involveret i de enkelte opgaver (læger, praksispersonale). Herudfra vil det ofte være nemmere at beslutte, hvor det er hensigtsmæssigt at foretage ændringer i de vanlige procedurer. Vær opmærksom på områder, hvor det vil give god mening at uddelegere opgaver til personalet.

Udarbejdelse af egen praksisinstruks med præcisering af, hvem der gør hvad, er også et godt arbejdsredskab til at konkretisere kvalitetsudviklingen i egen praksis. En praksisinstruks kan tillige bidrage til, at fx uddannelseslæger og praksispersonale nemmere kan indgå i patientbehandlingen og tilbyde ensartet høj faglig kvalitet.

Hvis man får brug for inspiration, råd eller støtte, tilbyder de regionale kvalitetsorganisationer hjælp til praksis med at bringe den kliniske vejlednings anbefalinger ind i det kliniske arbejde. Tilbuddene står beskrevet på www.sundhed.dk for hver region.

I samarbejde med andre

Almen praksis har hovedansvaret for behandlingen af flertallet af diabetespatienter – ofte i et tæt samarbejde med behandlere i den øvrige del af sundhedsvæsenet. Samarbejdet mellem almen praksis, det specialiserede sundhedsvæsen og kommunerne sker med udgangspunkt i de regionale forløbsprogrammer. Samarbejdet er meget afhængigt af regionale og lokale forhold og stiller forskellige krav til den praktiserende læge som den, der koordinerer indsatsen. Man orienterer sig derfor i lokale behandlings-, rehabiliterings- og rådgivningstilbud med henblik på en optimering af arbejdsdelingen mellem sektorerne.

Muligheden for at individualisere opfølgning og behandlingstilbud i almen praksis for den enkelte patient afhænger af, om der i lokalområdet er en bred vifte af samarbejdsmuligheder. Lokale tilbud varierer, så henvis til en afklarende samtale. Borgeren og den kommunale medarbejder vil så i fællesskab finde det rette tilbud til borgeren.

Hvad er afgørende for et godt samarbejde sundhedssektorerne imellem?

Et godt samarbejde forudsætter kommunikation mellem de deltagende parter og gensidig respekt for hinandens arbejde og arbejdsvilkår.


Kommunikationen mellem parterne vil langt overvejende være skriftlig/elektronisk i form af henvisninger og epikriser. Den gode henvisning indeholder relevante data om patienten samt oplysning om forventning til placering af ansvar for fremtidig opfølgning. Den gode epikrise indeholder oplysninger om behandlingstiltag og evt. planer for det fremtidige forløb.