Formålet med lægevagtskurset er at oplære nye vagtlæger til vagtarbejdet og at opretholde de basale visitationskompetencer for lægerne, så de hele tiden dygtiggøres, og visitationsmåden ensrettes og foregår efter anerkendte guidelines.
Kurset kan bl.a. indeholde:
- Information om opbygning af lægevagten/1813 og akuttelefonen i de forskellige regioner.
- Gennemgang af det praktiske med IT, adgangskoder, digital signatur, telefonsystem, instrukser, vagtplanlægning og sygemelding.
- Gennemgang af ABCDE-afdækning, herunder introduktion til Dansk Indeks for Akut Hjælp, som er landsdækkende for 112.
- Introduktion til visitationsguiden Akuthåndbogen (er indbygget i journalsystemet i Region Hovedstaden), hvor borgere symptomafdækkes. Som udgangspunkt stilles diagnoser ikke telefonisk, men visiteres efter symptomafdækning.
- Undervisning i de forskellige hastegrader ABCDEF for kørsel.
Genopfriskningskurser gennemgår de almindelige retningslinjer for afdækning af borgeren. Det sikrer, at lægen forstår retningslinjerne for journalskrivning og ambulancebestilling, og at lægen er opdateret med gængs eller ny viden på området. Audit eller specifik gennemgang af den enkelte læges journaler/lydfiler kan evt. indgå.